Brevkasse
Generelt svar om ferie med rygsmerter og lændehold:
Endelig ferie, efter en lang anstrengende biltur er man nået frem til feriestedet, det er tid til at nyde den fritid, man så hårdt har arbejdet for i årets løb, og så begynder ryggen at drille.
Som kiropraktorer oplever vi hyppigt patienter, der ringer hjem fra ferien og spørger os til råds. Et typisk problem er akut opstået smerter over lænden. I, der har prøvet det, ved alt for godt, at det kan være frygtelig smertefuldt. I den situation er det sidste, man har lyst til, en lang biltur tilbage til Danmark. Hvad gør man?
Her følger nogle generelle råd, som de fleste vil have gavn af:
Is, is og atter is Is har dels en smertestillende effekt, dels en afslappende effekt på musklerne og desuden får den hævelser til at aftage. Hvordan: Så hurtigt som muligt får man fat i en eller anden form for kold pakning. Det kan være en pose frosne ærter eller en håndfuld isterninger med lidt vand i en plastpose. Gerne noget, der kan formes efter den del af kroppen, som skal køles. Find en stilling, hvor ryggen kan slappe af, for eksempel kan man ligge på gulvet på ryggen med bøjet ben, som vist på billede nedenfor, evt. med benene op på en stol. Den kolde pakning lægges i et viskestykke eller lignende og placeres på lænden eller der, hvor smerten mærkes. Husk altid et klæde mellem ispose og hud for at undgå forfrysninger. Lad den kolde pakning blive liggende ca. 15-20 min. Is-behandlingen kan gentages så mange gange man ønsker, dog bør der går mindst en time mellem behandlingerne.
Smertestillende piller I sværere tilfælde kan det være nødvendigt, at lindre smerten midlertidigt med en smerte stillende pille. Der findes velegnede håndkøbspræparater som fx paracetamol. Hvis du er i tvivl, så forhør dig hos egen læge eller på apoteket.
Forbliv aktiv Forsøg så vidt muligt at opretholde et normalt aktivitetsniveau. Når ryggen begynder at genere, spændes musklerne omkring rygsøjlen typisk, så vi bliver helt stive, og vores gang bliver stiv og akavet. Denne tilstand forøger tilsyneladende smerten, og skal derfor undgås. En god måde at skabe bevægelse i lænd/bækken er gåture - gerne i kuperet terræn. Undgå at ligge stille en hel dag – veksel mellem at ligge og små gå ture.
Kiropraktorer i de fleste af vore ferielande Har man erfaring for, at kiropraktoren kan lindre smerten, så ring til din kiropraktor og få adressen på en kiropraktor i det område, du befinder dig.
Hilsen kiropraktorerne RYGXPERTEN
|
|